Det her er både grundlæggende, for begyndere, og absolut også for viderekomne.
Når man skal afgøre hvordan softwareprodukter er licenserede, skulle man tro, at det var en enkel sag. Jeg plejer at arbejde ud fra, at der er tre en halv licensaftale: Device, User, Concurrent, og så den halve: CAL. (CAL er halv fordi den reelt kun kan afklares ved et gammeldags slag på tasken). Jeg ved naturligvis godt, at der findes flere typer, men det ovenstående er rigeligt til at begynde med.
Problemet vi kommer til at løbe ind i ret hurtigt er, at begrebet ’device’ bliver noget uldent. Normalt omtaler man ’device’ som: Én installation på én computer koster én licens. Mange licensaftaler tillader, at man installerer forskellige versioner af samme software på samme computer, så allerede der er begrebet uldent. Det spændende nye er, at vi så småt bevæger os ind i nogle verdener som de fleste licensaftaler overhovedet ikke tager hånd om. Hvis det er tilladt at installere en gang på en licens, skal man så kun have en licens når man installerer et produkt på sin citrix- server, eller under anden virtualisering? Selvfølgelig ikke. Skal man have en licens per medarbejder der kan tilgå softwaren i dette miljø? Ja, mindst, for reelt skal man, hvis man nærlæser de fleste licensaftaler, have en licens til alle de enheder hvorfra man tilgår en applikation. Det kan i mange tilfælde betyde en licens til samtlige computere i virksomheden, idet en medarbejder med adgang jo kan tænkes at logge på overalt.
Hvordan man tolker licensaftalen er altså meget afgørende for licensbehovet. Det minder mig om de gange jeg har været i kontakt med humaniora mens jeg læste. Man kunne sådan set bevise at sort var hvid, så længe man argumenterede godt for sin sag. (og ikke blev slået ihjel i den næste fodgængerovergang). Min pointe er, at vi er i en uholdbar situation, og at jeg ikke kan se anden udvej end at opføre sig som bonus pater familias, altså den gode ansvarsbevidste familiefar, og så vidt muligt styre sine licenser med de tilgængelige ressourcer og teknologier.
Hvis du har et bedre forslag, så blog endelig med, uanset om det er spørgsmål for begyndere, eller råd for viderekomne.
