
Den nuværende krise fører ofte til ændringer i medarbejderstaben. Kollegaer bliver fyret, virksomheder købes og sælges. Vi kender nok alle situationen, når en ny medarbejder kommer til. Hun får udleveret sin nøgle, id-kort, firmabil, mobiltelefon, firmabetalte internet, avis samt pc klargjort med alle de nødvendige programmer, som hun behøver for at passe sit arbejde.
Hvis hun en dag bliver fyret, så går det den anden vej. Avisen og internettet bliver afbestilt, bilen bliver afleveret, sammen med nøgler, id-kort, mobiltelefon og pc. Den installerede software bliver dog ikke nødvendigvis per automatik ”afbestilt” eller genbrugt. Og afhængig af producenten kan softwarelicensen bruges af andre. Det kan også være, at licensen er en del af en større licensaftale, hvor der løbende betales for at have adgang til opdateret software.
Uanset licensaftalen, så repræsenterer softwaren på pc’en en værdi, der kan gøres op i tusindvis af kroner, der på forskellig måde kan inkasseres. Sidder du med ansvaret for økonomi eller it i en virksomhed, som har afskediget medarbejdere inden for det sidste år? Hvis det er tilfældet, kan du så med sikkerhed sige, at jeres udgifter til software er reduceret tilsvarende?
Selvom man måske ikke hyrer og fyrer, så er det generelle problem ved ikke at have licensstyring, at det er svært at holde overblikket. Det kræver for eksempel, at man kun betaler for de licenser, som man bruger, at alle brugere har de rette licenser, og at I har de mest fordelagtige licensaftaler. Her kan krisetiders krav til fleksibilitet betyde, at I bør overveje jeres licensform hos jeres udbydere.
Hvis man ikke har indblik i sine licenser og relaterede / tilhørende behov, så syntes det sikkert, at op- og nedjusteringer af medarbejderstaben kun vil gøre licensdelen dyrere eller måske endda ulovlig. Der er ting i denne verden – som eksempelvis løn – der er sjovere at bruge penge på end ubrugte licenser og ineffektive licensaftaler.