Det har i lang tid været kendt, at man kun ved hvor god en programmør er, den dag han forlader firmaet. Har han skrevet struktureret og veldokumenteret kode, så er han let at erstatte. Den dårlige programmør der har skrevet en udokumenteret fuglerede, er uvurderlig for firmaet. Det er også ved at være kendt, at det forholder sig ligeledes med konsulenter. Den gode konsulent leverer en gennemskuelig vare, der er dokumenteret, så kunden stort set til en hver tid kan videreføre projektet uden konsulenthjælp.

Sælgere er en anden historie. Gang på gang hører man i IT-branchen om en sælger der skifter arbejdsplads og tager kunderne med sig. Det er et tegn på en umoden branche, men der er faktisk ganske gode muligheder for at undgå den slags ændringer, der er trælse både for den tabende arbejdsplads, og for kunden der skal skifte leverandør.

Rigtig Key Account Management betyder, at nøglekunder er så interessante, at mere end bare en enkelt sælger har et forhold til kunden. Dertil kommer moderne CRM systemer, som gør det de skal: Customer Relationship Management. Syretesten for sådan et system er lige netop, at en sælger kan overtage fra en anden uden, at man skal starte helt forfra. Med andre ord bør sådant et system indeholde en forhistorie, der sætter den nye sælger i stand til at betjene kunden stort set fra dag 1.

Udfordringen her er, at det kræver dygtige sælgere, der ligesom dygtige programmører dokumenterer og informerer sine omgivelser om hvad de foretager sig. Det er ikke nok at være god til at drikke kaffe med kunderne længere, man skal også dokumentere hvorfor man drikker kaffen.

Efter min mening er sådanne aftaler ødelæggende for det frie arbejdsmarked, fordi de begrænser den ansattes muligheder for frit at søge arbejde, hvor vedkommende måtte ønske og reelt set er det jo det samme som at udstyre medarbejderne med håndjern i jobmæssig sammenhæng. Jeg synes, at især de hemmelige aftaler er et skråplan at komme ud på, men både hemmelige og offentliggjorte aftaler er uacceptable. Som det liberale menneske jeg er, ønsker jeg imidlertid ikke, at der skal laves lovgivning på området, men at arbejdsmarkedets partnere og specielt arbejdsgiverne derimod må sørge for at udvise respekt for individets ret til at ville søge arbejde, hvor vedkommende måtte ønske.

Af samme årsag tog vi derfor allerede tilbage i september 2006 en beslutning om, at vi på løbende basis garanterer vores medarbejdere, at der ikke findes hemmelige eller offentliggjorte aftaler mellem virksomheden og dets samarbejdspartnere. Jeg tror fuldt og fast på, at man skal fastholde sine medarbejdere gennem spændende udfordringer og motivation og ikke begynde at tænke i retning af, at forhindre medarbejderne i at søge over til samarbejdspartnere ved at indgå jobkartel-aftaler – det er både moralsk uacceptabelt og den helt forkerte tankegang, når det gælder om at holde fast i sine medarbejdere.

Udover at opfordre andre virksomheder til at følge vores eksempel, vil jeg også gerne komme med et tip til personer, der står foran at skulle skifte job: Det er som bekendt jobtagers marked lige nu og du kan derfor sagtens forlange, at det skal skrives ind i ansættelseskontrakten, at din kommende virksomhed garanterer dig, at der på løbende basis ikke er aftaler, der forhindrer dig i at søge job hos samarbejdspartnere.

Hvis du står i denne situation og mangler inspiration til, hvad du gerne vil have, at din nye arbejdsgiver skal skrive i kontrakten, kunne det eksempelvis være: “Virksomheden indestår løbende for, at der ikke findes aftaler – hverken hemmelige eller offentliggjorte – mellem firmaet og dets samarbejdspartnere, med det formål at forhindre eller begrænse medarbejderens muligheder for at søge ansættelse hos en anden virksomhed. Det står således medarbejderen frit for at søge ansættelse udenfor firmaet”.

Hvis den virksomhed, som du er ved at tage ansættelse hos, ikke ønsker at skrive en sådan garanti ind i ansættelseskontrakten, kunne det tyde på, at virksomheden har hemmelige jobkartel-aftaler med samarbejdspartnere og jeg vil derfor anbefale, at du genovervejer, om det er den rigtige virksomhed at skifte til – det kan jo være ensbetydende med, at du på et senere tidspunkt ikke kan søge en stilling hos en af virksomhedens samarbejdspartnere.

Under alle omstændigheder håber jeg fortsat på, at arbejdsmarkedets partnere meget snart kan nå frem til frivillige aftaler om, at jobkarteller helt skal afskaffes. Det vil altså være det bedste, hvis arbejdsmarkedets partner selv kan finde ud af at løse dette problem, frem for at vi skal have politikerne til at blande sig.

I praksis indebærer det, at de unge kan “låne” et menneske (som de dog ikke kan låne med hjem ), der har personlige erfaringer med det fag eller specifikke job som den unge ønsker at vide mere om. Dermed bliver det muligt for den unge, at få en konkret indsigt og samtidigt få lejlighed til at stille spørgsmål til jobbet, hvilket eksempelvis skolevejlederen normalvis ikke har mulighed for at svare på i samme omfang.

Jeg har selv meldt mig til dette projekt med det samme, for jeg synes, at det er et positivt og konstruktivt initiativ, som jeg gerne vil støtte, ved at dele min viden fra mere end 20 år på det danske arbejdsmarked.

Med dette indlæg vil jeg gerne appellerer til, at andre interesserede gør det samme, for at der en god måde, at give lidt tilbage til samfundet på og samtidigt støtte de unge i valget af et godt uddannelses- og karriereforløb.

Det kræver heller ikke den store indsats og ifølge af KarriereBibliotekets website, skal man som udgangspunkt ikke bruge mere end 45 minutter om måneden på projektet. Det er vel noget, at de fleste mennesker kan overkomme og specielt, hvis det kan hjælpe et ungt menneske til at træffe et mere kvalificeret valg inden for valg af uddannelse og erhverv.